Udkantsgymnasier bliver ikke reddet af epx. Tværtimod

Af Helene Caprani, Kåre Blinkenberg og Martin Lamberth

Ifølge Stephanie Lose er den nye gymnasiereform et »svar på, hvordan vi fremtidssikrer ungdomsuddannelserne i landdistrikterne – og formentlig den selvstændige beslutning med størst positiv betydning for landdistrikternes uddannelsesdækning, der er truffet i årevis«.

Det lyder godt og tiltrængt, men det er desværre ikke sandt.

Der er i den grad behov for at sikre, at unge i yderområderne har adgang til et bredt udvalg af gymnasiale uddannelser. I dag kæmper en række udkantsgymnasier i Jylland og Region Sjælland for at overleve. Problemet er, at gymnasierne får penge pr. elev, og når der er for få elever på et hold, kan skolen kun udbyde et snævert udvalg af fag og studieretninger – og så søger endnu flere væk fra skolen og mod gymnasier i større byer. Det vil kun blive værre, når adgangskravet til stx, hhx og htx bliver hævet.

De udkantsgymnasier, der klarer sig, indtil den nye epx-uddannelse opstår i 2030, og får mulighed for at udbyde den, vil givetvis kunne fortsætte – men de lokale unge vil stadig have væsentligt færre fag at vælge imellem end i de store byer. Det er en voldsom geografisk skævvridning af de unges uddannelsesmuligheder.

Den tekniske gymnasieuddannelse, htx, er allerede i vanskeligheder mange steder. Søgningen er faldet med 37 pct. siden 2017, og en række mindre udbud i landdistrikterne er lukningstruede.

Det er synd for de unge i hele landet, der er motiverede for det tekniske og naturvidenskabelige – men det er også synd for Danmark, som risikerer at gå glip af talenter. Hvor kun 1-3 pct. af studenterne fra andre gymnasiale uddannelser starter direkte på en Stem-uddannelse, gælder det nemlig for næsten hver femte htx-student. Tre år efter at htx-huen er sat på, er tallet endda steget til 45 pct.

Desværre er epx heller ikke nogen redningsplanke for htx. Tværtimod vil det hævede adgangskrav til de treårige gymnasiale uddannelser barbere yderligere 16 pct. af elevgrundlaget, og det kan derfor ende som det sidste søm i ligkisten for flere htx-udbud i landdistrikterne. Unge i yderområderne risikerer at få endog meget langt til nærmeste htx-udbud, og de får måske muligheden for at vælge epx, men får til gengæld med den anden hånd frataget muligheden for htx.

Et tredje problem er manglen på en løsning for voksenuddannelse på VUC (Voksenuddannelsescentre), hvor mange elever med særlige udfordringer trodser deres svære vilkår og lykkes med at tage en gymnasieuddannelse. De seneste år er mange VUC-afdelinger i alle dele af landet (fra Hirtshals til Frederiksværk) lukket på grund af en farlig cocktail af økonomiske nedskæringer, affolkning af udkanten og høj beskæftigelse – når mange er i job, er færre på uddannelse på et VUC.

Men når økonomien vender, er der igen brug for uddannelserne, også uden for de store byer. Man siger godt nok om gymnasiereformen, at man vil styrke voksenuddannelse, men det gælder kun de »steder i landet, hvor der er tilstrækkelig kursistvolumen til det« – altså måske kun de store byer. Når man samtidig lukker HF-uddannelsen, vil endnu flere VUC’er i udkanten ganske enkelt lukke på grund af mangel på elever.

Politikerne bag den nye gymnasiereform skylder udkanten og mange af de mest udsatte i vores uddannelsessystem, at man hastigt leverer nogle økonomiske løsninger, der kan sikre et bredt udvalg af gymnasiale uddannelser i alle dele af landet.

Ellers risikerer vi, at landet knækker over på midten mellem dem, der kun har adgang til epx, og dem, der har adgang til alle gymnasiale uddannelser. Det kan vi ikke være bekendt.