blog
SjællandskeHetz mod det almene gymnasium skaffer ikke flere faglærte
Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne foreslår i Sjællandske den 7. oktober, at manglen på faglært arbejdskraft løses ved at oprette såkaldte fagrettede studieretninger i det almene gymnasium. Han overser, at det tilbud allerede findes, nemlig i den tekniske studentereksamen htx og den erhvervsfaglige studentereksamen eux. Forslaget er altså overflødigt.
Skaarup benytter også lejligheden til at forklare, at de unge vælger det almene gymnasium som en ’automatreaktion’, fordi forældrene har fortalt dem, at ’studenterhuen åbner alle de rigtige døre’, eller fordi de ikke kender de tekniske uddannelsers muligheder. Det er angiveligt noget, som ’vi kan se’, uden at Skaarup angiver en kilde til sin viden.
Det pudsige er, at nogle af de mange døre, som det almene gymnasium faktisk åbner, er den til de uddannelser, som Skaarup nævner konkret i sit indlæg: Maskinmester, tømrer og ingeniør. Hvert femte svendebrev går i dag til en, der allerede har en gymnasial uddannelse, og huen giver adgang til både maskinmester- og ingeniørstudiet. Det er altså en kunstig modsætning, som Skaarup opstiller. Gymnasiet er ikke problemet, men en del af løsningen.
I stedet for at føre hetz mod det almene gymnasium burde Skaarup og hans ligesindede fokusere på at sikre en ordentlig finansiering af erhvervsuddannelserne, så de kan tiltrække flere elever. Gerne blandt de titusinder af unge, der i dag står helt uden uddannelse.
