22:16 | 18.1.2023

Den nye regering har besluttet at ’se på’ adgangskravene til gymnasiet, og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye understreger, at det bestemt ikke handler om at sænke dem. Udmeldingen kædes sammen med det faktum, at der mangler unge på erhvervsuddannelserne. Men færre gymnasieelever er ikke lig med flere håndværkere, og et højere adgangskrav vil skabe og forstærke en række andre problemer.

Færre sygeplejersker?

Hvorfor skal der i det hele taget færre i gymnasiet? En studentereksamen er en adgangsbillet til en lang række studier, inklusiv såkaldte velfærdsuddannelser som lærer, pædagog, læge, sygeplejerske og socialrådgiver. Det er fag, der mangler hoveder og hænder i lige så høj grad som håndværksfagene, og som er grundelementer i vores velfærdssamfund. De flaskehalse vil kun blive indsnævret yderligere, hvis færre får en hue på hovedet, til stor skade for hele vores sundheds- og uddannelsessystem.

Samtidig spiller de gymnasiale uddannelser en central rolle i den sociale mobilitet i vores samfund, fordi de giver en bred palet af muligheder. Det gælder ikke mindst for de unge, hvis forældre ikke selv har en studenterhue liggende – og dem er der mange af i landets udkantskommuner, hvor et skærpet adgangskrav vil slå hårdt igennem. Gymnasiet har en temmelig høj gennemførselsgrad med de nuværende adgangskrav; blot 14 procent af de unge, der starter i dag, falder fra. Til sammenligning ville hele 34 procent af de unge, der startede i gymnasiet i Region Sjælland i 2021, være blevet udelukket på forhånd af et karakterkrav på 7 i snit.

I forvejen står 45.000 unge i dag uden nogen uddannelse efter grundskolen – den såkaldte ’uddannelsesmæssige restgruppe’. Det er en stor personlig udfordring for hver af de unge, som har så få åbne døre foran sig, at skabe sig et godt liv. Men det er også en samfundsmæssig tragedie, der koster både på vidensniveauet og på bundlinjen. Et højere adgangskrav til gymnasiet vil uundgåeligt fastholde endnu flere unge i den gruppe.

Unge har ondt i livet

Vi taler allerede i dag om en trivselskrise blandt unge. Ifølge Center for Ungdomsforskning har hele 44 procent af de unge mellem 16 og 25 ondt i livet, og det skyldes ikke mindst presset for at præstere høje karakterer. Det pres vil kun trænge dybere ned i folkeskolens klasser, hvis karakterkravet for gymnasiet hæves. Derudover er der alle dem, der har haft det svært i folkeskolen, men i dag får en renæssance i gymnasiet, fordi undervisningen og det sociale liv her passer bedre til dem, eller de simpelthen ’blomstrer sent’. De unge skal også have chancen for at vise, hvad de kan, i stedet for at blive standset af en karakterbom efter 9. eller 10. klasse.

Men hvor skal de manglende håndværkere så komme fra? Til at starte med skaffer en fortælling om, at erhvervsuddannelser er for de ikke-boglige med lave karakterer, næppe flere kunder i den butik. Og der ér faktisk mange, der ønsker at blive håndværkere. Sagen er, at hele 40 procent af dem, der starter på en erhvervsuddannelse, ikke gennemfører den. En stor del af løsningen på håndværkermanglen skal altså findes i at fastholde de unge, der allerede har valgt erhvervsuddannelserne til. Og ét er sikkert: Det sker ikke ved at forhindre flere i at gå i gymnasiet. Tværtimod har hver femte nyudlærte håndværker i dag en studentereksamen, og de er nogle af de mest eftertragtede blandt arbejdsgiverne.

Udfordringerne i vores uddannelsessystem er ikke et nulsumsspil, hvor den enes død er den andens brød. En styrkelse af erhvervsuddannelserne står ikke i modsætning til en succesfuld gymnasieskole. Vi gør hverken de unge, velfærdssamfundet eller erhvervslivet en tjeneste ved at skærpe adgangen til gymnasierne – tværtimod. Gymnasiet er en del af løsningen.