blog
BerlingskeDet ville klæde elevfordelingens kritikere at forholde sig til de reelle problemer
Steen Laugesen Hansen anfører i Berlingske den 8. august, at den nye elevfordelingsaftale om gymnasierne ikke løser nogen problemer, men tværtimod vil forhindre tusindvis af elever i at gå på deres foretrukne gymnasium. Han tager helt fejl i det første, og delvist i det andet. Aftalen vil nemlig både løse storbyskolernes udfordringer med skæv elevsammensætning og holde hånden under udkantskolerne.
Der har i debatten om elevfordeling været et voldsomt fokus på fordelingen af elever efter herkomst, og langt mindre på udkantsproblematikken. Begge udfordringer er imidlertid udtryk for, at gymnasieskolen – den almendannende institution, som burde være en hjørnesten i at modvirke den sociale arv og sikre vores unge lige uddannelsesmuligheder – i dag desværre også er med til at dele dem op i enklaver.
Den etniske slagside på nogle skoler er i høj grad socioøkonomisk betinget. Det er jo ikke tilfældigt, hvor de ligger henne i landet. Derfor er fordeling efter forældrenes indkomst faktisk et rigtig godt bud på, hvordan de skoler kan få en mere varieret elevsammensætning. Tilsvarende vil gymnasieeleverne i de mere velhavende områder nyde godt af at møde klassekammerater, der ikke ligner dem selv. Dét er også en del af dannelsesprocessen.
Udkantsskolernes udfordringer er sørgeligt fraværende i debatten. Men det er netop her, vi finder alle de unge, der risikerer at miste deres eneste mulighed for at blive studenter, hvis det lokale gymnasium lukker. Det såkaldte frie gymnasievalg har i en årrække suget elever ud af mange små, lokale gymnasier, hvis udbud af studieretninger og valgfag er svundet tilsvarende i en negativ spiral. Gymnasievalget er slet ikke så frit i dag, og det vil helt forsvinde for mange unge, hvis udviklingen fortsætter. Den udfordring søger elevfordelingsaftalen at løse gennem et afstandskriterium, som sikrer, at de stærkeste unge ikke skummes væk til den nærmeste større by, som vi ser det i dag. Den del af aftalen er mindst lige så vigtig som opgøret med de etniske enklaver i de større byer.
Der anvendes i øvrigt også et afstandskriterium i de større byer i dag, så postnummeret er medvirkende til at bestemme, hvilket gymnasium de unge kan komme ind på. Med andre ord: Nogle får ikke opfyldt deres førsteprioritet. Hvilket giver rigtig god mening, da nogle skoler bliver søgt langt over deres kapacitet og andre langt under.
Det er svært at læse en avis eller tænde for radio eller tv i disse dage uden at støde på lidenskabelige forsvarstaler for det såkaldte frie gymnasievalg. Det er vel allerede et tema i folketingsvalgkampen. Men det ville klæde elevfordelingsaftalens kritikere at forholde sig til de problemer, som den manglende fordeling af eleverne skaber i dag, og komme med forslag til, hvordan de løses – hvis de vitterlig har bedre idéer end dem, de angriber.
