blog
Berlingske, den 8. juli 2021Det frie gymnasievalg er en illusion
En række politikere og kommentatorer begræder tabet af det frie gymnasievalg, efter at et folketingsflertal for nogle uger siden vedtog en ny aftale om fordeling af landets gymnasieelever. Senest har den konservative Rasmus Jarlov, hvis parti står udenfor aftalen, i Berlingske kritiseret modellen med udtryk som ’betonsocialisme’, ’autoritær’ og ’tvang’. Men enten har hylekoret helt misforstået den nuværende fordelingssituation, eller også er den voldsomme reaktion slet og ret udtryk for egoisme.
Det frie gymnasievalg er en illusion. Ganske vist vil der være elever, der ikke frit kan vælge gymnasium, når den nye model træder i kraft, men det er der også i dag – det er bare nogle andre.
Der er store pletter på Danmarkskortet, hvor de lokale unge har urimeligt lang transport til det lokale gymnasium, og vi ved, at lang transporttid er den primære årsag til frafald. Disse unge har altså ’frit valg’ mellem det nærmeste gymnasium, der ikke nødvendigvis er nært, og slet intet. Dertil skal lægges, at gymnasier med få klasser har svært ved at udbyde en række studieretninger og fag, hvilket yderligere begrænser de unges valgmuligheder.
I de samme områder, der typisk har en uddannelsesgrad et stykke under landsgennemsnittet, kæmper nogle gymnasier for at overleve. Hvis de lukker, får de lokale unge endnu længere til det nærmeste gymnasium, og problemet forværres. Det er det, der i aftalen kaldes ’afstandszoner’, hvor de små gymnasiers overlevelse sikres gennem minimumskapacitet og fordeling efter elevernes transportafstand. Og det er den helt rigtige diæt, hvis vi vil standse den aktuelle økonomiske og uddannelsesmæssige udsultning af Udkantsdanmark.
Den anden udfordring er elevfordelingen på nabogymnasier, kaldet ’fordelingszoner’. Her ser vi i stigende grad eleverne søge mod gymnasier, hvor de fleste ligner dem selv hvad angår forældrebaggrund, fagligt niveau, etnicitet og så videre. Det skaber parallelsamfund – A- og B- skoler, hvor elevgrupperne på et gymnasium henholdsvis i Nordsjælland og på den københavnske vestegn er svært sammenlignelige. Løsningen er her en mere ligelig fordeling af eleverne baseret på socioøkonomiske faktorer. Den nye model fordeler efter forældrenes indkomstniveau, og det er okay, da det nogenlunde slavisk følger uddannelsesniveauet.
Der er også gymnasier, der oplever begge udfordringer, og dem adresserer modellen ikke. Men det kan forhåbentlig ske inden implementeringen.
Vi har ikke råd til, at flere unge falder fra. Tværtimod har vi brug for, at flere tager en ungdomsuddannelse. Og derfor kan det undre, at den nye fordelingsmodel falder så mange borgerlige politikere for brystet, når den har potentiale til at sikre den nationale sammenhængskraft både geografisk og demografisk, og at løfte flere unge ud af den uddannelsesmæssige restgruppe.
Så spørgsmålet er, hvorfor de hidser sig sådan op: Er det fordi de ikke har forstået modellen, eller fordi de frygter, at den skal gå ud over deres egne børn? Jeg ved snart ikke, hvad der er værst.
Helene Caprani
Medlem af hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL)
Lektor i historie, spansk og samfundsfag
