Voksne snydt for vigtige midler

Regeringen og erhvervslivet efterspørger et fleksibelt arbejdsmarked med en kvalificeret arbejdsstyrke, og det kan derfor undre, at regeringen igen i år med sit udspil til finansloven sjofler HF-enkeltfag. Særligt fordi selvsamme regering taler om at styrke ”Vandkantsdanmark”.

Da regeringen med Mette Frederiksen ved roret for nylig præsenterede et forslag til en ny reformpakke kaldet ”Danmark kan mere 1”, var det altafgørende argument, at Danmark mangler uddannet arbejdskraft nu og i fremtiden.

Særligt faglært arbejdskraft samt arbejdskraft i de såkaldte velfærdsfag er der stigende mangel på.

Arbejdsmarkedet efterspørger håndværkere i en lang række fag samt sosu’er, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, lærere m.fl. Med til reformpakken, og i tilknytning til de igangværende finanslovsforhandlinger, foreslår Socialdemokratiet at løfte erhvervsskolerne med 2,5 milliarder kroner. En god investering, hvis ellers midlerne bruges fornuftigt.

Hvad der derimod kan undre er, at Socialdemokratiet ikke har afsat ressourcer i finansloven til at løfte de danske VUC-centre i forhold til hf-enkeltfag, som ved en fejl eller forglemmelse ikke fik tilbageført ressourcer i den forrige finanslov og således heller ikke i den nuværende, som den ser ud for nuværende.

Det kræver en forklaring: Fra 2016 til 2019 skulle uddannelsesinstitutionerne på ungdomsuddannelses- og videregående niveau spare årligt to pct. af budgettet.

Det har været et hårdt slag for sektoren: En endeløs række af fyringer med forringet undervisningskvalitet til følge.

Glæden var derfor til at tage at føle på, da Socialdemokratiet og deres støttepartier afskaffede omprioriteringsbidraget i 2020, og tilbageførte et års besparelser.

Det hjælper naturligvis ikke på de midler, vi mistede de første tre år af besparelsesrunden, men det er bedre end ingenting.

Og nu kommer så det mystiske: HF-enkeltfag fik som de eneste ikke en krone tilbageført! Når direkte adspurgt til den besynderlige forskelsbehandling mere end antyder støttepartierne, at der er tale om en fejl eller forglemmelse, som altså er ved at blive gentaget i år.

Linda Kiel Wæver, tidligere studerende på Thy-Mors hf og VUC, har benyttet hf-enkeltfag som et nødvendigt springbræt til vejen som folkeskolelærer efter 22 år på arbejdsmarkedet.

I dag er hun fastansat folkeskolelærer på Sennels Skole med en hverdag, hun beskriver som meningsfuld og motivativerende (reference: https://vuctm.dk/uddannelser/hf-enkeltfag/).

Uden en gymnasial ungdomsuddannelse har det været afgørende for Wævers karriereskifte, at hun havde adgang til fagene på VUC. Og sådan skulle det gerne blive ved med at være!

Hvis vi skal skabe det arbejdsmarked, politikerne efterspørger, kræver det netop, at der er midler til at uddanne og videreuddanne – også i ”udkanten”.

Faktisk kan man argumentere for, at eks. Thy-Mors hf og VUC er afgørende for, at der også fastholdes studiepladser på områdets mellemlange videregående uddannelser, som eks. pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne.

Særligt Socialdemokratiet og blå blok markerer sig kontinuerligt på behovet for at fastholde liv, job og uddannelse uden for de store byer, så nu har vi brug for at se, at de bidrager med de ressourcer, der skal til, så det ikke ender i halvtom Christiansborg-snak. Man skal kunne gøre sig relevant for arbejdsmarkedet uanset, hvor man bor henne og om man fik taget en ungdomsuddannelse i teenageårene. Og vi skal være parat til at omskole, hvis arbejdsmarkedet ændrer sig, eller hvis den enkelte eks. er i fare for nedslidning i sin nuværende beskæftigelse.

Politikerne på Christiansborg forhandler i netop disse uger med Socialdemokratiet om deres udspil, samt de resterende 1,2 mia. i finanslovens forhandlingsreserve, og da regeringen ikke selv har prioriteret midlerne, må det nødvendigvis være sidstnævnte, der skal presses på for at få retfærdigt fordelt. Vi står over for et kommunalvalg, og hvad giver næsten mere mening for kommunalpolitikerne end at sikre deres område kvalitet og overlevelse i uddannelsestilbuddene?

Derudover burde det vel være sådan, at de kommunalvalgte gennem deres partiapparat har en enestående mulighed for at påvirke partiets politik opad, og en glimrende anledning til at udnytte det.

Støttepartierne, Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, har allerede givet tilsagn om at påvirke processen, men de er som bekendt langt fra at have flertal alene.

Alle må bidrage.