21:08 | 21.7.2021

Det er næsten rituel stammedans: Tallene for optag på universiteternes sproguddannelser bliver offentliggjort, de er endnu værre end sidste år, og en håndfuld journalister og sprogfolk råber op om, at der må gøres noget. Og så sker der ingenting før næste år, hvor tallene er endnu værre, og mønstret gentager sig.

Således kunne Jyllands-Posten 12/7 fortælle, at samtlige sprogfag – altså også ”reservesproget” engelsk – på Københavns og Aarhus Universiteter har fået færre førsteprioritetsansøgninger end sidste år. Nogle fag er endda halveret på et enkelt år. Situationen er, som sædvanligt, kritisk. Ikke mindst fordi universiteternes optag er som isbjergets top, hvis størrelse afspejler massen under overfladen.

Men hvorfor også udbyde sprogligt linjefag eller uddanne sig til sprogunderviser, når eleverne ikke er der? Som beskrevet i Jyllands-Postens artikel er det eksempelvis kun 5 af 19 midtjyske kommuner, der udbyder fransk, og det tal dækker vel at mærke næppe over samtlige grundskoler i hver kommune – det kan for så vidt være blot én i hver.

Kun i landets største byer kan man være nogenlunde sikker på at finde en grundskole, der udbyder flere fremmedsprog end engelsk og tysk.

I gymnasiet vælger færre end hver 10. elev en af de sproglige studieretninger, som dermed er de mindst oprettede. En række gymnasier, særligt i provinsen, udbyder ikke sproglige studieretninger overhovedet. Andelen af elever med fremmedsprog på A-niveau er også dalende. Det skyldes blandt andet, at den seneste gymnasiereform forfordeler begyndersprogene, så de er svære at kombinere med andre fag.

Ønsker eleverne ikke at fortsætte med deres sprog fra grundskolen, men lære et nyt, er der simpelthen færre valgmuligheder. Det betyder i praksis, at mange skoler ikke opretter sproghold og sproglige studieretninger, fordi der ikke er elever nok til, at de er økonomisk bæredygtige.

De unge menneskers fravalg af sprog skyldes naturligvis også, at de har lyttet til budskabet om, at humaniora ikke ligefrem er motorvejstilkørslen til arbejdsmarkedet. Hvad sprogfagene angår, må man kalde det en selvopfyldende profeti.

Hele sprogfødekæden, fra grundskole til universitet, er simpelthen hoppet af. Spørgsmålet er, om vi igen skal vente et år på at konstatere, at katastrofen fortsætter, eller om politikerne endelig vil tage deres ansvar på sig. Så hvad må der gøres? Her er et bud på en samlet løsning:

For det første må eleverne i grundskolen have flere sprog at vælge imellem. Det giver motivation, og det giver bredde.

For det andet må lærerseminarierne udbyde flere sprog som linjefag.

For det tredje må alle landets gymnasier udbyde sproglige studieretninger samt engelsk, tysk, fransk og spansk – og gerne flere sprog – på A-niveau.

For det fjerde må begynder- og fortsættersprog sidestilles i studieretningerne.

For det femte må oprettelsen af små sproghold på tværs af uddannelsessystemet sikres økonomisk, for eksempel gennem en særlig pulje.

For det sjette må universiteterne have midler til at opretholde de nuværende sprogfag og genoprette dem, der er blevet lukket i de seneste år.

Og for det syvende og sidste må vi tale fremmedsprogene op over en bred front. Uden fremmedsprog kan vi ikke handle i og med den verden, vi lever i, og det nytter ikke noget med en storstilet genopretningsplan, hvis de unge tror, at de kan klare sig med Google Translate.