Vi, de ubegejstrede?

Hvordan ‘framer’ man en uddannelsespolitisk fiasko, så fingeren ikke ender med at pege på dem der træffer beslutningerne? Se bare her:

“Lærernes manglende begejstring
Jesper Fisker kaldte [folkeskole-]reformen “en kulturrevolution, en læringsrevolution”, men sagde, at der ikke sker noget, før lærerne er med. “Den største udfordring er lærernes manglende begejstring”, mente han.

“Man kunne godt ønske sig en større begejstring fra lærerne. Jeg er godt klar over, at lov 409 trækker skygger, men det er nogle år siden, og jeg tror, at mange lærere faktisk er enige i reformen. Så hvis lærerne kommer med, kan det blive fantastisk”, sagde departementschefen.”

(Fra: http://www.folkeskolen.dk/571590/departementschef-om-reformen-slaa-koldt…)

Og hvad har det så at gøre med os gymnasielærere? Jo, Jesper Fisker er jo ikke nogen hr. hvemsomhelst; han er departementschef i Undervisningsministeriet, og må således regnes for en central aktør i fht. de arbejdsforhold, vi har. Da folkeskolelærernes fik deres Lov 409 trukket ned over hovedet fik vi også nye arbejdstidsregler med den katastrofale OK13 – men ingen erklæret “kultur- eller læringsrevolution”. Og godtnok er ministeriet begyndt at krybe helt tæt ind på livet af den enkelte gymnasielærer med krav om målinger af, hvor meget vi hver især er “sammen med eleverne”, men den egentlige reform ligger nok endnu et stykke ude i fremtiden. Til den tid, hvor vi sikkert også skal være både kultur- og lærings-revolutionære – imens ledelserne for ALVOR begynder at lege med den løsslupne ledelsesret for at forsøge at finde alle de besparelser, der år efter år kræves – så tror jeg, at Jesper Fisker igen kommer til at “ønske sig en større begejstring fra lærerne.”

Så verdensfjern og ansvarsforskydende en tilgang fra ministerielt hold kræver en modstrategi; vi skal for det første ikke bøje nakken, men finde fælles kamp-iver (begejstring kan antage mange former, vil departementchefen i så fald erfare) i at sige klart fra, så snart den slags retorik bliver luftet, og så skal vi lægge maksimalt pres på at få synliggjort sammenhængen mellem ressourcer og antal opgaver, der kan løses ude på skolerne, så lærernes “begejstring” ikke skal agere figenblad for enhver besparelse. Det kan enten ske ved at få etableret tidsregistrering som et reelt værn mod det grænseløse arbejde,eller ved at kæmpe for at give de lokale arbejdstidsaftaler en renæssance. Jeg er personligt mest tilhænger af det sidste; jeg foretrækker solidariske aftaler, som forhindrer konkurrenceudsættelse, og som skaber fokus på kerneopgaven gennem tillid til, at spørgsmål om tid og aflønning er klappet af i en åben og fremadrettet aftale, indgået mellem ligeværdige parter.

Men lokale arbejdstidsaftaler, det er jo a thing of the past… Nej. Rygterne om de lokale arbejdstidsaftalers død har vist sig at være stærkt overdrevne – de findes skam stadig, til trods for, at ministerierne slet ikke  bryder sig om dem, og jager aftale-skolerne. Det er en adfærd, jeg synes vi skal grunde lidt over: Hvorfor mon de opfører sig således? Burde det ikke sige os noget? Er det fordi, aftalerne flytter italesættelsen af det vanskelige i at få mere for mindre fra det nonsens-agtige “lærerne mangler begejstring” til noget væsentligt mere sagligt og sandfærdigt?