Bragt i Jyllands-Posten, d. 6. juni 2018: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE10657569/riisager-er-strukturelt-tonedoev-selvfoelgelig-betyder-test-og-karakterer-noget/

KRONIK 06.06.2018 KL. 16:30

Riisager er strukturelt tonedøv: Selvfølgelig betyder test og karakterer noget

Det er hverken pludseligt eller underligt, at børn og unge udfordres på deres trivsel og livstilfredshed, når man kigger på de seneste 20 års mange tiltag på uddannelsesområdet.

Arkivtegning: Martin Frøsig

MAI MØLLER NIELSEN

underviser og koordinator for ungdomskultur, Aurehøj Gymnasium, Gentofte

En nylig undersøgelse fra Børnerådet med 2.600 deltagende 8. klasse-elever viser, at hver tredje pige og hver tiende dreng er udfordret på deres trivsel med særlig henvisning til præstationspresset i skolen, som Jyllands-Posten gengiver det i »Elever i ottende klasse føler sig presset i skolen« fra d. 30. maj. I samme artikel citeres undervisningsminister Merete Riisager: »Det er ikke blevet fagligt sværere eller hårdere at gå i skole, og det at gå til en prøve og få karakterer er jo en helt almindelig og integreret del af skolen og har været det i 200 år.«

I et opslag på sin egen Facebook-side fra samme dag skriver Riisager yderligere, at prøver og karakterer »næppe er der, hunden ligger begravet«, men at der snarere er tale om en generel »perfekthedskultur«. At mistrivslen også skyldes en aldeles uheldig perfektionistisk kultur, der viser sig i alt fra kropsidealer til forbrugsvaner, er der næppe nogen tvivl om, men at afvise, at præstationspres i uddannelsessammenhæng spiller en fremtrædende og desværre stadigt større rolle, kan umiddelbart kun skyldes en af to ting: Enten mener ministeren ikke, at lige præcis de politiske tiltag hun har bidraget til og støtter op om har nogen effekt – en uventet ydmyghed – eller også er hun tonedøv over for strukturers betydning for menneskelig adfærd, og i så fald er hvervet som politiker et bemærkelsesværdigt valg.

I de seneste årtier er målefetichismen væltet ind over uddannelsesområdet i den forestilling, at en hvilken som helst synliggørelse af niveau og resultater medfører en positiv konkurrence, der sluttelig leder til dygtigere børn og unge og effektive og kvalitetsbevidste uddannelsesinstitutioner. Det udvidede fri skolevalg, nationale test, uddannelsesplaner, faglige mål en masse, MinUddannelse, uddannelsesparathedsvurderinger, offentliggørelse af karaktergennemsnit, for nylig indførelsen af stopprøver i 0. klasse for at nævne bare nogle eksempler.

Samtidig har man gjort klart, at de unge skal så hurtigt igennem uddannelsessystemet som muligt, og at de stigende karakterkrav som adgang til videregående uddannelser er en helt udmærket måde at begrænse optaget på – man skærer i SU’en og giver karakterbonus til de hurtige.

Den slags strukturer fordrer bestemte adfærdsmønstre, og de unge lytter. Ungdomsforsker Noemi Katznelsons forskning viser således, at de unges studievalg, der tidligere baserede sig på interesser, værdier og særlige evner, i dag i langt højere grad begrundes med, hvad de unge tror er fornuftigt, økonomisk, og som giver jobsikkerhed, i henhold til hvad de hører, politikerne efterspørger. Riisager kan roligt ranke ryggen: Den politiske linje virker! I hvert fald ift. de unges selvværd, der i stigende grad bliver udfordret, og uddannelsesinstitutioner, der kæmper om popularitet i måltallene frem for et reelt lærings- og trivselsfokus.

Opsigtsvækkende, tæt på komisk, er det derfor også, at Riisagers udtalelse kommer, samtidig med at hendes eget ministerium lancerer de offentlige »dashboards« for gymnasierne i »datavarehuset« (man kunne ønske sig, at begreberne i citationstegn var mine egne for overdrivelsens skyld, men de er skam ministeriets egne), hvor grundskolerne længe har figureret. De pædagogiske dashboards skal »kvalificere elevernes uddannelsesvalg«, står der. Man kunne forledes til at tro, at den unge får hjælp til at vurdere, om de ville trives bedst på eks. en erhvervsskole eller et gymnasium, men det er udelukkende et supermarked, hvor man hurtigt og overskueligt kan sammenligne gymnasierne på deres »måltal« ift. eksempelvis frafald og karaktergennemsnit, så man kan shoppe det »bedste« tilbud på baggrund af tidligere elevers præstationer.

Vi skulle ganske enkelt lære mindre, end eleverne skal i dag, der både skal lokalisere videnshuller og lave problemformuleringer. Krav, jeg selv først mødte på universitetet.

Der er tale om en tydeliggørelse af den struktur, man for længst har lagt ned over de selvejende gymnasier, som betyder, at vi ligger i kontinuerlig konkurrence med nabogymnasierne frem for konstruktivt samarbejde. En konkurrencelogik, der ikke overraskende har indflydelse på, hvor meget de enkelte ledelser har incitament for at presse deres undervisere til at give høje karakterer. Dette kan dels ske gennem mundtlige kommentarer, men også i velvilligheden til at imødekomme karakterklager. Alt sammen sker det, mens flere og flere gymnasier indfører omfattende, standardiserede evalueringsskemaer, som eleverne skal besvare i hvert fag og for hver underviser, som flugter med de mål, Undervisningsministeriet sender ud, og som lederne derfor over for deres bestyrelser kan bruge som begrundelse for resultatløn.

Det er ikke svært at forestille sig, at kombinationen af elever, der føler sig presset til at præstere, og et omfattende evalueringssystem med ledernes adkomst skaber øget incitament for rundhåndethed med de høje karakterer. En struktur, som Riisagers regering bidrager yderligere til, i sit ønske om at en større del af lønsummen skal øremærkes til individuelt forhandlet løn. Ikke kun eleverne i klasselokalet føler sig som konkurrenter i uddannelsesræset og på det kommende arbejdsmarked. Også lærerne må kappes om lønmidlerne, som nemt og enkelt på sigt kan fordeles på baggrund af elevernes evalueringsratings.

På den måde kommer vi til at bevæge os i cirkler omkring noget, der dybest set ikke skaber nogen værdi. Det er min oplevelse, at landets undervisere kæmper med næb og kløer for at fastholde fagligheden og den saglige vurdering, men vi føler bestemt presset – ligesom eleverne. Trivselstallene taler deres tydelige sprog, så det må være en tvungen opgave at finde andre veje. Netop derfor er det så befriende, når Aarhus Kommune nu forsøger at imødegå præstationstendensen ved at minimere antallet af karakterer i kommunens folkeskoler.

Desværre er jeg ikke alt for forhåbningsfuld ift. virkningen, fordi det netop i mindst lige så høj grad er alle de øvrige tiltag, som tidligere omtalt, der sammen skaber den helhedsstruktur, vi ikke kan narre eleverne til at tro er forsvundet, blot fordi de får en karakter eller to mindre. Det er derfor også for nemt for den ansvarlige minister at affeje problematikken med, at vi har benyttet karakterer og eksamener de sidste 200 år. Vi skal ikke længere tilbage end 1990’erne, da jeg selv gik i folkeskolen, for at finde en helt anden frihed i læringsprocessen og livsdueligheden.

Vores forældre tog ikke særligt stilling til, om der var en skole med et højere snit, vi hellere skulle gå på, der var ingen nationale test, ingen lange, bureaukratiske procedurer og handleplaner for hvert et fagligt mål, og meget før det 18. leveår tror jeg ikke, at ret mange af os havde taget stilling til, hvad de på det gældende tidspunkt siddende politikere mente, at samfundet havde brug for, at vi blev til. Og så var læreplanerne simplere. Vi skulle ganske enkelt lære mindre, end eleverne skal i dag, der både skal lokalisere videnshuller og lave problemformuleringer. Krav, jeg selv først mødte på universitetet. Og hvorfor handler vi så i overensstemmelse med de politiske strukturer, hvis de viser sig ikke at være sunde for os? Hvorfor ikke bare, som ministeren selv foreslår, acceptere, at »ingen går gennem livet med topkarakterer i alle fag, lækkert hår, skudsikker diæt og den eneste ene under armen«?

Svaret er sørgeligt simpelt og allerede besvaret af alverdens sociologer: Mennesket er et socialt væsen, der dybest lever af den anerkendelse, det kan få fra andre. Mekanismen sondrer ikke, ift. om anerkendelsen har rod i noget meningsgivende og holdbart eller noget flygtigt og fremmedgørende.

Så derfor følgende opfordring til ministeren: Med det væld af tiltag på uddannelsesområdet, der stædigt er blevet implementeret de seneste ca. 20 år, er det hverken pludseligt eller underligt, at børn og unge udfordres på deres trivsel og livstilfredshed. På velkendt, liberal facon forskyder du fokus til mikroniveauet, til forældrene og den unge selv, men det er din politik – stå på mål for den eller skift kurs.