blog
Sjællandske.dk, 15. april 2021Region Sjællands unge fortjener et bredt gymnasium
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) barsler med en reform af gymnasiernes styringsmodel, og det er der hårdt brug for. Konkurrencen om eleverne har skabt en situation, hvor taberne ikke blot er de skoler, der kæmper med at opretholde et bæredygtigt antal klasser. Det er også de elever, der må tage til takke med et mindre udbud af studieretninger og fag, de lokalsamfund, der risikerer at miste det lokale gymnasium og det nationale fællesskab, der mister sammenhængskraft.
Nogle gymnasier i Region Sjællands større byer har over en årrække vokset sig ganske enorme i størrelse, mens andre lidt længere ude på landet slås for at overleve. Det regionale fordelingsudvalg, der har kompetencen til at sætte loft over skolernes elevkapacitet, har i år kun gjort det i ét tilfælde. I Region Hovedstaden, der har endnu større problemer med elevfordeling, har fordelingsudvalget slet ikke taget stilling i år. Det er en falliterklæring.
Region Sjælland har en lav uddannelsesfrekvens, og derfor er det vigtigt at sikre et geografisk fintmasket net af uddannelsestilbud til de unge – det såkaldte uddannelsespolitiske nærhedsprincip. Men den store andel af elever, hvis forældre ikke selv har en studenterhue liggende på loftet derhjemme, er også i større risiko for at falde fra. Og vi ved, at den vigtigste faktor hvad angår frafald er transporttid. Den er allerede lang for nogle elever i regionen, og den bliver endnu længere, hvis det nærmeste gymnasium lukker. Vi risikerer store, hvide pletter i uddannelseslandkortet, i strid med den politiske målsætning om, at mindst 90 procent af landets 25-årige i 2030 skal have gennemført en ungdomsuddannelse.
Rammer små skoler hårdest
Frafaldet rammer de små skoler hårdest, fordi det er en forholdsvis stor del af eleverne – og dermed taxameterindtægterne, der udbetales pr. elev – der forsvinder. Nogle af de større skoler fører endda ventelister, så frafaldne elever hurtigt kan erstattes med elever fra de mindre skoler, hvor klasserne skrumper yderligere. Små klasser er dyre i drift, fordi læreren koster det samme uanset holdets størrelse. Derfor er den logiske konsekvens, at læreren må undervise flere hold – med mindre forberedelsestid – og det presser kvaliteten.
De små skoler har også sværere ved at udbyde et bredt udvalg af studieretninger og fag. Sagt på en anden måde: Taxametersystemet straffer de unge, der har størst behov for uddannelse, med færre valgmuligheder. Det smalle fagudbud er en ond cirkel. Nogle skoler bliver allerede i dag fravalgt af lokale unge, der frygter ikke at kunne få deres ønsker opfyldt, og den profeti bliver selvopfyldende for dem, der hár valgt den lokale skole.
Samtidig sker der en polarisering, hvor gymnasierne bliver opdelt efter elevernes socioøkonomiske baggrund. Når ressourcestærke forældre sender deres børn i gymnasiet i de større byer, selvom der ligger et andet gymnasium tættere på deres bopæl, bliver elevgrundlaget i de mere tyndtbefolkede områder endnu mere smalt og truet af frafald. Den gymnasieskole, der burde udgøre den vigtigste dannelsesinstitution for den danske ungdom, har i stigende grad svært ved at sikre, at eleverne møder nogen, der ikke ligner dem selv. Det er en trussel mod sammenhængskraften i vores samfund.
Uddannelse er den vigtigste faktor for social mobilitet, og i områder med lav uddannelsesgrad spiller det lokale gymnasium en særligt vigtig rolle. Her skabes mønsterbrydere, der med viden og demokratisk dannelse i bagagen er med til at løfte deres familie og være forbilleder i lokalsamfundet. Et gymnasium tiltrækker forældre, der vil sikre sig, at deres børn kan tage en ungdomsuddannelse sammen med deres venner. Og det er med til at sikre, at unge med forskellig baggrund lærer at forstå hinanden. Det vil med andre ord have voldsomme konsekvenser for regionen, hvis nogle af de lokale gymnasier tvinges til at lukke.
Hvis vi ønsker en dansk gymnasieskole med samme kvalitet og bredde uanset elevernes postnummer, er der behov for en række ændringer af den nuværende model. Der bør indføres en stram styring af elevfordelingen, for eksempel gennem skoledistrikter, der tager højde for elevernes socioøkonomiske baggrund.
Kun delvist rigtigt
Den løsning kritiseres af nogle for at fjerne elevernes frie valg, men det er kun delvist rigtigt. Mange af eleverne i udkantsområderne har reelt ikke et frit valg i dag, og det vil kun blive værre, hvis det nærmeste gymnasium lukker. Dertil bør taxametersystemet lægges om, så det dækker undervisningens reelle omkostninger, for eksempel gennem et holdtaxameter og et krav om, at det såkaldte undervisningstaxameter bruges på undervisning og ikke eksempelvis markedsføring. For at sikre den faglige bredde bør der desuden indføres et lovkrav om minimumsudbud af studieretninger og fag, der naturligvis også må finansieres.
Alternativet er, at vi fortsætter som hidtil, med endnu flere af de konsekvenser, der er beskrevet her. Og det kan vi ikke være bekendt, hverken overfor eleverne eller regionen som helhed.