Politikerne har skræmt de unge fra at søge ind på studier i fremmedsprog

Debatindlæg sammen med Martin Kvist Petersen

Forleden fik de studerende på tre sproguddannelser ved Aalborg Universitet (AAU) en tidlig julegave, som de nu nok gerne vil have byttet. En blød pakke kan man dog ikke kalde det. AAU’s ledelse meddelte nemlig, at det klassiske tyskstudium og studiet i international virksomhedskommunikation i hhv. tysk og spansk bliver nedlagt.

Set i lyset af den endeløse række nedlæggelser af humanistiske studier – ikke mindst fremmedsprog – her til lands de seneste år kommer det ikke som nogen stor overraskelse, og man skal ikke lede længe, før man finder årsagen til beslutningen. Det er som altid kvantitet og ikke kvalitet, der trækkes af stalden, når en sådan beslutning skal retfærdiggøres. Meget betegnende udtaler dekan Henrik Halkier, at de berørte studier »er gået fra at være små til at være meget små«.

Tankegangen synes at være, at kvantitet er et objektivt kriterium, fordi det kan aflæses af et regneark, som giver svaret på alt, mens kvalitet jo ikke rigtig findes, fordi det ikke på samme måde kan måles, vejes tælles og omsættes i valuta. Vi må som erfarne sproglærere protestere mod dette mekaniske syn på omverdenen. Der er flere grunde til dette.

For det første viser al daglig erfaring, at elever og studerende på mindre hold får kæmpestort udbytte af undervisningen af den enkle årsag, at underviseren her har mulighed for at gennemføre lange, grundige dialoger om fagligt indhold med de studerende, hvilket selvsagt ikke kan lade sig gøre under forelæsninger med flere hundrede studerende. De personlige relationer i et fagligt miljø er guld værd.

For det andet har dekanen i sin udtalelse ovenfor tilsyneladende ikke blik for, at de dalende søgetal til fremmedsprogsstudier må ses i nær sammenhæng med de politiske signaler, der i en lige linje fra Helge Sanders universitetsreform i årtusindets første årti under titlen ”Fra forskning til faktura” til tidligere finansminister Bjarne Corydons mantra i næste årti om ”nødvendighedens politik” i høj grad har skræmt de unge mennesker fra at søge ind på fremmedsprogsstudierne. Rationalet synes at være, at man først beskærer og sammenlægger fagene, og derefter lukker man dem med den begrundelse, at de er alt for små.

For det tredje er der i tilfældet med sproguddannelserne på AAU ikke tale om kæmpestore fag med hærskarer af arbejdsløse kandidater, men netop mindre enheder, der uddanner et passende antal kandidater til arbejdsmarkedet. Mindretalsbeskyttelse er tydeligvis ikke en dyd på uddannelsesområdet.

For det fjerde er et sprogfag meget mere end bare sprog. En gammel traver blandt fordommene om sprogfolk lyder, at ”de jo bare sidder og bøjer verber”, underforstået: De er verdensfjerne og uduelige, på samme måde som man siger om historikerne, at ”de bare sidder og terper kongerækken”. Men hvad skulle man ellers gøre med verber, hvis man ikke skulle bøje dem? Øvelse gør mester, og man må arbejde hårdt med det ensformige, hvis man vil være dygtig til sprog. Og det er netop sproget, der bærer en nations kultur, traditioner og tænkemåde.

Ledelsen på AAU bør overveje meget alvorligt, om den vil lægge navn til endnu en nedlæggelse af et stærkt studiemiljø og deraf følgende tab af viden tilmed i en del af landet, som har glæde af, at folk flytter dertil og ikke derfra.