blog
Bragt i Information 30/5 2018OK18 handlede også om demokrati
»Overenskomstforhandlinger [handler ofte] om bittesmå procentuelle lønstigninger, ikke om øget medindflydelse,« skriver Kristian Villesen den 22. maj i sin ellers glimrende klumme om medarbejderdemokrati. Villesen glemmer blot, at stort set alle overenskomster handler om at påvirke ledelsesretten.
På statens område krævede fagforeningerne for eksempel ved OK18 forbedringer for samarbejdsudvalg (SU). I SU har medarbejderne netop indflydelse på beslutningerne, og man er i ægte demokratisk ånd forpligtet på at forsøge at opnå enighed.
På gymnasielærernes område handlede kravene for eksempel om indflydelse på planlægningen, merarbejde og jævn arbejdsbelastning. Konkret skulle det sikre medarbejdernes indflydelse på arbejdstid og på ledelsens ellers enevældige beslutninger om merarbejde.
Når det kom til at handle om løn og spisepause, så skyldtes det en aggressiv modpart, der ønskede en lavere lønudvikling end det private marked, og at chefen uden forhandling skulle kunne hæve arbejdstiden 2,5 timer ugentligt.
Bragt i Information 30/5 2018