Nej til A- og B-gymnasier

Den uddannelse, der skulle skabe mere lighed og sammenhængskraft i vores samfund, er selv ulige. Vi ser det på gymnasieområdet, hvor Jyllands-Posten har beskrevet en øget polarisering mellem skoler med rige og fattige elever. I regionerne Midtjylland, Nordjylland og Hovedstaden er andelen af gymnasier med blandet elevgrundlag stort set halveret siden 2000. Sat på spidsen kan vi tale om de riges og de fattiges gymnasier.

Det skyldes især elevernes frie valg af gymnasium, der sikrer, at skoler i ressourcestærke områder kan udvide, mens andre mangler elever. 

Skoler med mange ressourcesvage elever har typisk også større andel af elever, der falder fra i løbet af uddannelsen. Med halvfyldte klasser falder taxameterindtægten, selvom udgiften til at undervise klassen er den samme. Mange ledelser finder de manglende penge ved at skære i lærernes forberedelse og dermed kvaliteten af undervisningen. Det skaber A- og B-skoler, hvor studenterhuen ikke følger den samme nationale standard. 

Vi risikerer samtidig, at store forskelle i forberedelsesfaktoren får lærerne til at søge hen på de skoler, der tilbyder de bedste rammer for at udføre arbejdet. Da det i forvejen er der, hvor de mest ressourcestærke elever går, vil det øge uligheden – både blandt lærerne og blandt eleverne.

Det er ikke rimeligt, at nogle unge får en ringere undervisning, blot fordi de bor det forkerte sted i landet eller har fattige forældre.

Løsningen ligger lige for. Vi må have et taxameter, der baserer sig på klasser og ikke enkeltelever, og som dækker de reelle omkostninger. Det frie gymnasievalg må droppes og kan fx erstattes af intelligente skoledistrikter, så elevsammensætningen bliver mere mangfoldig. Og sidst, men ikke mindst, må der ske geninvesteringer i gymnasiesektoren, der har lidt voldsomt under omprioriteringsbidraget. 

Helene Caprani og Kåre Blinkenberg, lektorer og medlemmer af GL’s (Gymnasieskolernes Lærerforenings) hovedbestyrelse