VALGUDTALELSE
Afsættet for, at jeg nu stiller op til hovedbestyrelsen for LISTE 1, ligger i den baggrund og de erfaringer, jeg har gjort mig gennem mit arbejde som TR og bestyrelsesrepræsentant på Sønderborg Statsskole i en tid med mange udfordringer og omstillinger. Da jeg startede som gymnasielærer interesserede jeg mig ikke meget for fagforeningspolitik, men gennem mit TR-virke har jeg oplevet, hvordan vedholdenhed, samarbejde og dialog kan give gode og fremadrettede lokale resultater.
Tillid:
Med OK21 er vi et skridt på vejen mod åbenhed omkring skolernes planlægning af lærernes arbejdstid. Det er vigtigt! Men tilliden lærerne og ledelsen imellem er nærmest endnu vigtigere. Undersøgelser af arbejdspladser i både det private og det offentlige viser, at arbejdspladser med en høj grad af tillid klarer sig bedst. Det er derfor centralt, at ledelserne på skolerne har fokus på samarbejdet med lærerne, og at man evner at ændre kurs de steder, hvor tilliden halter.
Ændring af taxametersystemet:
Jeg vil kæmpe for ændringer i taxametersystemet, så elevernes udbytte ikke afhænger af om man går på en skole i Syddanmark eller på en skole i Nordsjælland. Taxametersystemet skaber, som det er i dag, en skævvridning i elevernes udbytte på tværs af landet, fordi mindre skoler i blandt andet Syddanmark presses af faldende børnetal, færre elever og dermed et mindre taxameter tilskud. Det skal der ændres på!
Mine fokuspunkter er:
- Ændring af taxametersystemet.
- Fokus på de kreative fag og de muligheder der findes her.
- Den almene dannelse skal fylde mere i bekendtgørelsen.
- Lige arbejdsforhold uafhængigt af geografi og skolestørrelse.
- Gennemsigtighed i håndteringen af merarbejde.