Hvorfor får alle ungdomsuddannelser flere penge på finansloven undtagen HF-enkeltfag?

Stor var glæden, da weekendens aftale om finansloven endelig gjorde op med mange års nedskæringer på uddannelsesområdet.

220 millioner kroner føres tilbage til ungdomsuddannelserne – og stor ros for det! Lige så stor var min forbløffelse desværre over at opdage, at politikerne som det eneste gymnasiale område helt har overset HF-enkeltfag (HFe).

HFe er typisk og lidt forenklet sagt gymnasiet for de unge voksne, der ikke er gået den lige vej gennem skolesystemet.

Her får den ordblinde, der ikke i tide fik ordentlig støtte, endelig en studentereksamen og adgang til videreuddannelse. Her får den ufaglærte mulighed for at få adgang til en velfærdsuddannelse som pædagog eller sygeplejerske.

Mange på HFe er fagligt dygtige og modne, men mange har også udfordringer, der gør uddannelse vanskelig. Hver fjerde kursist, der påbegynder HF-enkeltfag, har hjemmeboende børn, og 70 procent af kursisterne har afbrudt en anden ungdomsuddannelse.

Vil politikerne virkelig ikke prioritere disse grupper?

Det er jo den samme studentereksamen, men blot en anden social gruppe.

Politikerne har tilsyneladende haft mere travlt med at få en god mediehistorie om flere penge til de unge frem for at sikre midler til alle med behov.

Ud fra en finansministeriel logik burde regnestykket ellers være enkelt: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for nylig dokumenteret, at HFe i høj grad er med til at flytte folk fra kontanthjælp til beskæftigelse.

Gevinsten er cirka 200.000 kroner om året, hver gang en ung kontanthjælpsmodtager uden uddannelse kommer i beskæftigelse.

Fagbladet Gymnasieskolen har endda dokumenteret, at HFe har været udsat for de største nedskæringer de seneste år.

En elev på HFe koster i gennemsnit 19.408 kroner mindre om året end i 2012. En ny undersøgelse viser da også, at skolerne med HFe er nødt til at køre med unødigt store hold for at få økonomien til at løbe rundt.

I dag går 25 procent af kursisterne på hold med over 28 elever. Det er ikke smart for de svageste elever, der har brug for en tæt lærerkontakt med støtte for at få en ordentlig chance.

Man må håbe, at der trods alt er tale om en forglemmelse, og at venstrefløjen igen finder tilbage til sine sociale rødder og retter op på den ulighed, man er ved at skabe mellem gymnasieuddannelserne.