11:21 | 06.10.2020

De fleste gymnasielærere er medlem af en eller flere af de faglige foreninger; Historielærerforeningen, Matematiklærerforeningen, Billedkunstlærerforeningen osv., og det er svært at overdrive deres betydning. Foreningerne sikrer den løbende faglige opdatering gennem medlemsblade, hjemmesider og Facebookgrupper, sparrer med fagkonsulenterne om bekendtgørelserne, udgiver undervisningsmaterialer, driver materialebanker, afholder efteruddannelseskurser, laver politisk lobbyarbejde og meget mere. Med andre ord skaber de kvalitet, både i den daglige undervisning og i gymnasiesektoren generelt – og det endda i en tid, hvor den kvalitet er under hårdt pres fra et stigende arbejdstempo.

Svært at få tid til arbejdet
Desværre rammer det pres også de faglige foreninger, der er baseret på frivilligt arbejde. Det er foreningernes bestyrelsesmedlemmer, der tager ansvaret for at løfte de mange opgaver, og for nogle af dem betyder foreningsarbejdet, at det er svært at få det ordinære arbejdsliv til at hænge sammen. Gymnasielærere arbejder i forvejen ofte både om aftenen og i weekenden, og frivilligt arbejde giver kun en endnu dybere arbejde-/privatlivskonflikt.

Samtidig kan det være en stor udfordring at få skemaet til at hænge sammen, når foreningsaktiviteterne lægges på arbejdsdage – hvilket i særlig grad rammer de skoler, der har flere lærere i de faglige bestyrelser. Endelig er der desværre også lærere, der ikke møder forståelse for foreningsarbejdet hos deres ledelse, og må se langt efter en ryddet skemadag til et bestyrelsesmøde eller et foreningskursus. Der er en række eksempler på, at engagerede lærere må forlade foreningsarbejdet af netop disse årsager.

Behov for en central løsning
Det er egentlig ret fantastisk, at vi har gymnasielærere, der brænder så meget for deres fag, at de er villige til at arbejde frivilligt for at dyrke og udvikle dem til gavn for os alle. Men arbejdspresset i sektoren rammer også de faglige foreninger, nu – hvor vi mere end nogensinde har behov for deres kreativitet og overskud. Vi risikerer, at de faglige foreningers arbejde skrumper ind, og at nogle endda helt må indstille aktiviteterne. Det må ikke ske.

Derfor opfordrer vi lederforeningerne til at holde hånden under de faglige foreninger. Det kunne for eksempel være en model, hvor bestyrelsesmedlemmerne sikres timer fra en central pulje, så de kan deltage i de nødvendige møder og kurser. Alle skoler har nemlig stor gavn af de faglige foreningers arbejde, og derfor bør det være en fælles opgave at sikre deres overlevelse. Det vil samtidig være en vigtig anerkendelse af de faglige foreningers arbejde og et vink med en vognstang til de ledelser, der ikke sætter pris på deres læreres engagement.

Helene Caprani, medlem af GL’s hovedbestyrelse, medlem af Historielærerforeningen, Foreningen af Lærere i Samfundsfag og bestyrelsesmedlem i Spansklærerforeningen

Magnus Porse, tillidsrepræsentant på Viborg Gymnasium og medlem af Historielærerforeningen og Dansklærerforeningen