21:07 | 11.12.2017

Der er i den grad behov for at styrke sprogkompetencerne i Danmark. Fødekæden fra folkeskole til universitet har lutter svage led; færre vælger fremmedsprog på læreruddannelsen og sproglige studieretninger i gymnasiet, og søgningen til universiteternes sproguddannelser er også faldet.

Udbuddet er også ringe: Mange folkeskoler tilbyder kun ét fremmedsprog efter engelsk, færre gymnasier udbyder sproglige studieretninger efter reformen, nogle læreruddannelser udbyder ikke tysk og endnu færre fransk, og regeringen har skåret ned på antallet af sproglige studiepladser på universiteterne.

Det er besynderligt, at regeringen lancerer en sprogstrategi, samtidig med at nedskæringerne i uddannelsessektoren begrænser eller lukker sproguddannelserne, uden at man overhovedet forholder sig til dette.

Desværre fokuserer sprogstrategien på at styrke ganske få sprog, og i stedet for krav bliver det ved gratis opfordringer til lokale initiativer. Der er dog også lyspunkter. Det mest ambitiøse tiltag er at oprette et nationalt center for fremmedsprog, pris 99 mio. kr., der primært skal videreformidle forskning. Idéen falder på et tørt sted: Dansk forskning i sprog og sprogdidaktik halter voldsomt efter den naturvidenskabelige, hvis man ser på, hvor mange videnskabelige artikler der udgives på de to felter. Men så er der heller ikke flere penge; blot en enkelt million til at uddanne konferencetolke.

I øvrigt skal de 24 mio. tages fra implementering af gymnasiereformen, så hunden fodres med sin egen hale.

Den arbejdsgruppe, der med RUC-rektor Hanne Leth Andersen i spidsen har lavet forarbejdet til sprogstrategien, anbefalede at pålægge kommuner og uddannelsesinstitutioner at udarbejde lokale strategier. En glimrende idé, som regeringen har reduceret til opfordringer.

Det er stadig op til de lokale at finde pengene. Med de aktuelle nedskæringer er det næppe fremmedsprog til de unge, der ligger øverst i prioriteringsbunken.

Selvom uddannelsesminister Merete Riisager (LA) pointerer, at målet er gode og brede sprogkundskaber, og at sprog er dannelse for den enkelte, er det svært at få øje på bredden og dannelsen.

Regeringens politik afspejler i høj grad den antagelse, at en stærk sprogkompetence er et højt niveau i det enkelte sprog, og at fortsættersprog derfor partout er at foretrække frem for begyndersprog. Det giver fordel til først og fremmest tysk og dernæst fransk, fordi de to sprog i dag udbydes i folkeskolen, og derfor som de eneste kan vælges som fortsættersprog i gymnasiet.

I en række kommuner – i 2015 var det 28 – er tysk endda det eneste fremmedsprog i folkeskolen ud over engelsk. Den ensidige fokus på tysk og dernæst fransk flugter til gengæld fint med erhvervslivets efterspørgsel på sprogkompetencer.

Hvis Dansk Industri skal diktere, hvilke sprog danskerne skal kunne, må Riisagers ord om dannelse siges at være lige så tomme, som de er smukke.

Den manglende bredde er sprogstrategiens største problem. Med de tre germanske sprog dansk, engelsk og tysk når eleverne ikke at stifte bekendtskab med eksempelvis den romanske sprogfamilie, verdens største, der tæller blandt andet fransk, spansk og italiensk.

Ser vi på gymnasiets studieretninger, er tysk og fransk også prioriteret. Det er i det hele taget et stort problem, at eleverne på udkantsskolerne landet over har så få muligheder for at lære sprog, og det er pudsigt, at de liberale ministre Riisager og Pind ikke har øje for disse elevers manglende frie valg.

Sprogstrategien bærer i det hele taget præg af, at man har lyttet mere til industrien end til sagkundskaben.

Det kan undre, at lærerne ikke ses som en naturlig del af sprogstrategiens følgegruppe. I en strategi om uddannelse virker det direkte tosset ikke at inddrage dem, der ved allermest om det. Hvis der ikke er mere på regeringens menu end et sprogcenter og en række frivillige, ufinansierede lokale initiativer, ser det sort ud.

Vi risikerer, at udbuddet af sprog til de danske unge bliver endnu mere snævert og skævt fordelt, og at kvaliteten falder. Det er i den grad uambitiøst.