blog
Dæmp karakterræset – giv os en ny karakterskala
Den 4. februar havde jeg et debatindlæg i Politiken, som kan læses på http://politiken.dk/debat/ECE3050335/karakterraeset-er-en-sygdom-som-praeger-alle-elever/ Da Politiken valgte at redigere lidt i mit indlæg bringer jeg det her i dets fulde længde:
Dæmp karakterræset – giv os en ny karakterskala
I Politiken d. 26/1 slår Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) til lyd for en afskaffelse af karakterer i gymnasiet. Baggrunden er en DGS-undersøgelse som peger på, at karakterer fylder alt for meget i elevernes bevidsthed, hvilket har den konsekvens, at mange elever ikke får nok ud af undervisningen – de tør simpelthen ikke deltage, af frygt for at fejle og score ‘dårlige’ karakterer.
DGS-undersøgelsen har begrænsninger, men mange gymnasielærere genkender kun problemet alt for godt. Ja, eleverne ER blevet mere karakter-fikserede, og ja, det HAR klare, følbare, negative konsekvenser for såvel den enkelte som for selve studiemiljøet. Det er vigtigt at forstå, at det ikke bare drejer sig om de fagligt svage elever, hvilket måske kunne være en behagelig tolkning for de politikere som gerne vil indføre karakterbaserede adgangsbegrænsninger til gymnasiet og tvinge en procentdel af eleverne over på andre ungdomsuddannelser. Karakterræset er en sygdom som præger hele elevgruppen, fra de svageste til de dygtigste. Det kommer ikke kun til udtryk ved, at en del af eleverne ikke tør deltage i undervisningen – det viser sig også ved, at kontakten fra elev til lærer i stigende grad har en snæver og ødelæggende karakter-fokus.
Uddannelsesforsker Noemi Katznelson beskriver det i Politiken d. 26/1 som en ubalance, hvor ”karakterbenet” spænder ben for ”læringsbenet”. Deri ligger den korrekte betragtning, at motivation for karakterer ikke nødvendigvis resulterer i positiv motivation for fag og undervisning, hvilket ellers er en kongstanke i visse politiske kredse. Udbytterig undervisning baserer sig på et tillidsfuldt samarbejde mellem lærere og elever, som levner rum for åbenhed, nysgerrighed og risikovillighed hos begge parter, og en ægte interesse og respekt for faget som noget andet og mere end bare en karaktermaskine. Det, jeg og mange kolleger oplever er, at flere og flere elever efterspørger ”monkey see – monkey do”-undervisning. De forundres ikke, de efterspørger ikke faglig viden, de vil ikke udfordres og udvikles i bred forstand, men have modeller for, hvordan de klarer tests og får højere karakterer. Og det skal helst være simple, skudsikre modeller for et direkte aflæseligt avancement på karakterskalaen. Vi er gået fra, at karakterer er en nødvendighed, til at de er selve formålet.
Lærer-elev relationen præges i stigende grad af karakter-snak og taktiske spilfægterier. Karakter-klager er et ganske reelt arbejdsforhold i gymnasiet. Det er nemt at sige, at man som professionel bare skal håndtere dette, men det er en gratis omgang, for der er tale om et reelt, øget pres på lærerne, affødt af et reelt, øget pres på eleverne, og i disse tider, hvor statens nedskæringer på gymnasierne i øvrigt betyder afskedigelser af lærere, og undervisningsministeriet ”holder øje med” skolernes løfteevne, så vil en del kolleger nok også føle en vis tilskyndelse til at holde ryggen fri og reducere undervisningen til det snævre og ‘sikre’, til eksamenstræningen, hvor man ikke tænker bredt, tager chancer, og flytter elevernes fokus fra karakterer.
Der er, som skrevet i Politiken d. 26/1, flere årsager til elevernes karakterfokus, spændende fra elevernes egen opslugthed af en overdreven præstations-kultur til politikernes konkurrencestatslige ditto, indførelse af karakterer på grundskole-niveau, absurd høje adgangskrav til visse videregående uddannelser, osv. Et element, som Politikens artikel IKKE nævner, og som har været fraværende i den foreløbige debat om karakterræs, er selve karakterskalaen.
Jeg mener den nuværende karakterskala i sig selv er en del af problemet, og at de negative effekter, som karaktererne har på elevernes adfærd, kun forstærkes af selve skalaens indretning. Den såkaldte 7-trins skala blev indført i 2006, angiveligt for at gøre danske karakterer mere internationalt kompatible. Om forandringen reelt var nødvendig er en diskussion for sig; tilbage står, at vi fik en ny skala, som pædagogisk set er noget makværk. Hvor de fleste elever før 2006 befandt sig i et fagligt felt, som kunne udtrykkes med flere karakterer som lå tæt sammen (6-7-8-9-10-11), så er de fleste af disse elever i dag bakset ind i færre karakterer som ligger mere spredt (02-4-7-10). Det betyder mindst to ting: For det første, at lærerne har begrænsede muligheder for at vise elevernes progression igennem en forandret karakter. Der er ganske enkelt færre karakterer at give. Og for det andet, at eleverne helt naturligt og korrekt oplever, at der kun er få høje karakterer, og at der står meget mere på spil for dem i skiftet fra en karakter til en anden, hvilket blot ansporer til yderligere karakterhysteri. Som et pædagogisk værktøj er 7-trins skalaen helt til rotterne.
Man kunne forbedre livet for eleverne (og lærerne) ved at reformere selve skalaen, således at den afskaffer de tåbelige spring mellem karaktererne. I Finland bruger man eks. skalaen 4-10, med 5-10 som beståede karakterer. Det kunne eventuelt gøres i sammenhæng med den kommende gymnasiereform, og ville give meget mere mening end de tossede karakter-adgangskrav til gymnasiet, som regeringen pønser på, og som kun vil øge karakterhysteriet. En smartere, mere pædagogisk anvendelig skala burde være en overkommelig opgave, som til dels kunne afhjælpe det pres, eleverne er under.
