Behov for en bredere sprogpolitik

JP’s leder den 13. juli konstaterer, at sprogfagene i Danmark er i krise og peger på det faldende optag af sprogstuderende på universiteterne. Behovet for tysk og fransk fremhæves, mens andre sprog kan undværes. Denne snævre fokus på tysk og fransk, som også kendes fra regeringens nationale sprogstrategi, er imidlertid en del af problemet. Der er enighed om, at engelsk ikke er nok, men man begår samme fejl ved at insistere på kun at styrke få andre sprog. Der er behov for en langt bredere sprogpolitik i det danske uddannelsessystem.

Alle verdens sprog kan naturligvis ikke have den samme relevans for Danmark. Når tysk og fransk fremhæves, er det oftest – som i lederen – tre forhold, nemlig udenrigshandelen, sprogområdets historiske og kulturelle vægt (dannelsesperspektivet) samt antallet af sprogbrugere, der gør sig gældende. Lad os se kritisk på dem.

Eksport og import er dynamiske størrelser, som det er svært at spå om. For 30 år siden var japansk det nye sort, som i dag er blegnet til fordel for kinesisk. I dag er Tyskland vores største eksportmarked, men hvem ved, hvad vi sælger og til hvem, når næste kuld sprogkandidater er færdige – og det næste? Enhver aktionær ved, at det er klogt at sprede sine investeringer, og det er også løsningen her. Det danske erhvervsliv er bedst fremtidssikret med en bred palet af sprogkompetencer.

Når tysk og fransk benævnes ”de store europæiske kultursprog” i bestemt form, er det ikke hele sandheden. Javist, mange klassikere er skrevet på de to sprog, men det samme gælder for eksempel italiensk og spansk. Tysk og fransk har også flest europæiske brugere ud over engelsk, men på verdensplan er tysk nummer 11 og fransk nummer 18, mens top-3 udgøres af mandarinkinesisk, spansk og engelsk. I denne globaliserede verden er en eurocentrisk sprogpolitik alt for snæver.

Et fjerde forhold, der ofte overses i sprogpolitikken, er overførsel. Når man lærer et nyt sprog, er det lettere, hvis man kan overføre ordforråd, grammatik og begreber fra et beslægtet sprog, som man allerede kender. Når eleverne kun kan ”vælge” tysk som andet fremmedsprog efter engelsk som på langt de fleste jyske folkeskoler, sker denne overførsel mellem tre germanske sprog. Til gengæld får de ikke foden inden for hos andre sprogfamilier, eksempelvis den romanske, der tæller verdenssprog som fransk, spansk, italiensk og portugisisk. Det betyder også, at eleverne er låst til tysk, hvis de ønsker et fortsættersprog i gymnasiet.

Når sprogstudierne skal tales op, er det ærgerligt, at JP-lederen gentager myten om »meget repetition og terperi«. For det første er alle fag kendetegnet ved udenadslære, men det er sjældent, at fysik kritiseres for sine mange formler eller samfundsfag for sine mange begreber. For det andet er sprogstudiet meget andet end grammatik og ordforråd. En universitetsuddannelse i sprog kræver indføring i sprogets store litterære værker samt historie og samfundsforhold i de lande, der taler sproget – og det er netop denne indsigt, og ikke blot mestringen af det talte og skrevne sprog, der har værdi. Det er ikke nok at ”kunne tysk” for at kunne begå sig i Tyskland. For eksempel som ansat i en dansk virksomhed må man kende tyskerne.

Der er brug for en massiv indsats fra folkeskole til universitet for at sikre sprogfagene. Der må oprettes flere pladser til sproglærere på seminarierne, så ikke blot storbybørnene kan vælge mellem sprogene. Der må midler til, så gymnasierne kan oprette flere små sproghold, også i udkanten. Regeringen må gøre op med den dimensioneringsmodel, der begrænser antallet af sprogstudiepladser på universiteterne. Og vi må ikke tro, at tysk og fransk gør det alene.

Uden sprogfagene lukker vi os om os selv. Med få sprogfag lukker vi os blot om en lidt større del af verden.

(Bragt i Jyllands-Posten den 18. juli 2018)