11:47 | 22.11.2014

»Jeg mener, at det er en menneskeret for lærerne, at de ved, hvad de skal lave, og hvad en fuldtidsstilling indeholder« (JyllandsPosten 10/8 2013). Ordene blev ytret af den daværende rektor for Lemvig Gymnasium i et forsvar for den lokale arbejdstidsaftale, som han havde indgået med sine lærere.

Det var flot og modigt sagt, men også umoderne; læreres rettigheder og arbejdsforhold interesserer ingen – de skal bare »holde kæft med deres pis« og præstere, som professor Niels Egelund ubehjælpsomt brølede mod folkeskolelærerne. Dette golde synspunkt, hvis ekko man fornemmer i JP’s leder 19/11, har gymnasielærerne også mødt i forskellige udformninger.

Kampagne drevet af mistillid

Under de såkaldte OK13-forhandlinger argumenterede Gymnasieskolerens Lærerforening (GL) også for arbejdstidsaftaler, men ingen lyttede på den modsatte side af bordet. Moderniseringsstyrelsen og Finansministeriet vidste bedst, GL mistede den centrale aftaleret, og gymnasieskolerne modtog ”hjælpsomme” vejledninger om ikke at indgå ellers fuldt lovlige lokalaftaler med lærerne.

Den mistillidsdrevne kampagne mod gymnasielærerne blev set som en nødvendig og rimelig forudsætning for realiseringen af ”effektiviseringspotentialer”. Aftalesystemets solidariske tæppe var trukket væk under fødderne på lærerne. Sejren var i hus … eller var den? Mærkbare følger

At OK13 har ført til besparelser ude på skolerne, er et faktum, og følgerne er mærkbare. Gymnasielærerne presses ligesom folkeskolekollegerne længere og længere ud over kanten, hvad angår kvaliteten af den ydelse, der skal leveres, og flere og flere bukker under for presset.

Mange læreres oplevelser står i skarp kontrast til de rosenrøde billeder, som undervisningsminister Christine Antorini m.fl. på bedste komiske Ali-vis tegner. Sagen er, at den gængse gymnasielærer allerede før OK13 leverede en arbejdsindsats af høj kvalitet, som til fulde matchede de gamle arbejdstidsaftalers niveau for honorering – og lidt til.

En verdensfjern forestilling

De kolde hænder og hjerner i ministerierne dyrker en verdensfjern forestilling om, at danske lærere har dovnet den og uden videre kan trylle kvalitetsforbedringer frem, imens de skal løbe stærkere; de skal bare adlyde og gøre tingene »spændende og anderledes«. Konsekvenserne af denne tilgang præger i stigende grad nyhedsmediernes overskrifter.

Ministeriernes sejr er dog mindre end total: Der findes fortsat også gymnasieskoler med rigtige arbejdstidsaftaler, til trods for at regeringen bestemt ikke ønsker, at eventuel lokal dialog antager forpligtende former. Dette signaleres klart til skolelederne, som skal reduceres til ridefogeder i et embedsmandsdrevet new public management-vælde.

Embedsværk skal tøjles

Imidlertid udøves der en betydelig mængde civil courage over for ministeriernes ødelæggende krav om individualisering og konkurrenceudsættelse. Mange ledere og lærere er blevet enige om at skabe fællesskab om opgaven gennem solidariske aftaler. Man kalder det så nogle steder noget andet for at slippe for ”kammeratlige samtaler” i ministeriet, men det ændrer ikke på essensen.

Aftaler løser ikke alle problemer – det ved vi også fra tiden før OK13, men den gode aftale skaber tillid og respekt, hvilket fremmer skolernes udvikling.

Vi opfordrer politikerne til at besinde sig, tøjle embedsmandsapparatet og indse, at gymnasielærerne i det nye årtusinde med succes har båret den danske gymnasieskole igennem en eksplosiv, vanskelig og reformpræget udvikling, ikke på trods af den aftaleret, man tog fra GL med OK13, men i høj grad på grund af den.

Skrevet sammen med Kaare Blinkenberg

Bragt i Jyllandsposten den 22. november 2014